Børnenes Birkegården

Foråret er på vej, vi håber på nye dyrebørn. Birkegårdens Haver har sjove aktiviteter og spændende oplevelser for børn, og normalt er de ikke til at få med hjem igen. Her er dyreområde med søde bondegårdsdyr, 4 legepladser, bålplads, stifinderopgaver, minigolfbane og forskellige havespil. 


Birkegårdens dyr
Dyreområdet er i forbindelse med Naturlegepladsen. Her kan du og dine børn kæle med alle de søde dyr. Her er æsler, dådyr, gotlandske får, camerounfår, mohairgeder, dværggeder, minigrise, kæmpehøns, små høns, trylleduer, højstjerter (duer), kaniner og marsvin. Se mere om Birkegårdens dyr!


Legepladserne

Naturlegepladsen er der forskellige balanceudfordringer som en stor klatrestamme, balancestammer, vippe, gynger mm. Der er opstillet borde/bænkesæt, hvor I kan spise jeres medbragte mad. 

Børnegården er for de mindre børn. Her er en træbondegård med små huse. Der er trædyr, som børnene kan flytte rundt på og lege, at det er rigtige dyr. Hvert dyr har et navn og en lille historie. Børnegården er designet af Farmorhuset/Annette Andersen – Læs mere om Farmorhuset

Tumlegården er en indendørs legeplads med klatrevæg, klatretræ og pedaltraktor-bane, hvor der rigtig kan køres om kap. 

Gårdlegepladsen er en kæmpe stor “sandkasse” med traktorer og landbrugsmaskiner. Her er også gynger, legehuse og borde/bænkesæt, hvor I kan spise jeres medbragte mad. Her er også et hønsehus, hvor der bor duer og små Mille Fleur høns. Området ligger ved siden af Tumlegården og tæt ved Café Klokkeblomst.


Minigolf

Minigolfbanen har 12 huller. Den ligger tæt ved p-pladsen sammen med det ene picnicområde, hvor der er grill til rådighed. Det koster 10 kr. pr. kølle at benytte minigolfbanen.

Havespil

Du kan låne kroket, ringspil og kongespil – alle spil udlånes GRATIS. Havespillene kan spilles på den store græsplæne lige inden for i Den japanske Have – tæt ved minigolfbanen og det ene af to picnicområder.

Dyrefodring

Det er hyggeligt at fodre dyrene, men det er ikke tilladt at fodre dyrene med medbragt mad af sundhedsmæssige årsager. Du kan købe en lille pose dyrefoder til 5 kr. Prøv at fordele maden, så alle dyrene får, så bliver ingen snydt og ingen får for meget. Husk altid at vaske hænder bagefter.

Trækvogne
Det er gratis at låne trækvogne. Dog begrænset antal!

Fakta

Stifinderopgaver

Har du lyst til at afprøve din viden om Birkegårdens Haver og gå på opdagelse i haven, så kan du få udleveret en stifinderopgave i Billethuset. De 18-20 spørgsmål, som du skal finde svar på, tager dig hele haven rundt. Hver måned trækker vi 2 vindere blandt de afleverede besvarelser, der er stifinderopgaver for de 4-9 årige og de 10-14 årige.


Børnedage i sommerferien

... vender tilbage med nye oplevelser for hele familien i 2017. Det samme gælder Børnekunstnerdagen.

På gensyn


Halloween

Vender tilbage i uge 42 2017. Her er masser af aktivitet, parken er pyntet med kreative græskarmænd og -damer.